Pontus Wikner

for nulevende --> | fødested = | dødsdato = | dødssted = | bopæl = | hvilested = | nationalitet = | politik = | religion = | forældre = | ægtefælle = | partner = | partnertype = | børn = | kendtfor = | beskæftigelse = | hjemmeside = | signatur = }}

Carl Pontus Wikner (født 19. maj 1837 i Kikerud i Dalsland, død 15. marts 1888 i Kristiania) var en svensk filosof.

Han levede sin barndom i knappe kår; 1856 blev han student, men afbrød sine studier ved Uppsala Universitet for at ernære sig som huslærer 1858—60. I de derpå følgende år blev han stærkt grebet af den Boströmske filosofi; 1862 blev han kandidat, og året efter erhvervede han sig doktorgraden ved en afhandling: ''Undersokningar om enhet och mångfald''. Som docent holdt Wikner i Uppsala en række stærkt besøgte forelæsninger i slutningen af 1860'erne; omkring 1870 begynder hans egentlige produktion. I 1873 blev han lektor i kristendom og hebraisk. I en afhandling: ''Om egenskapen och närgränsende tankeföremål'' (1880) havde Wikner taget afstand fra nogle punkter i den Boströmske filosofi, og en samtidig afhandling, rettet mod den konventionelle kønsmoral: ''Kulturens offerväsende'', havde vakt forargelse i visse kredse; yngre akademikere søgte imidlertid at skaffe ham et personligt professorat, men 1884 modtog han tilbuddet om et professorat ved Kristiania Universitet. Senere søgte han et professorat ved universitetet i Uppsala; der var megen strid om hans ansættelse, og udfaldet af konkurrencen tvivlsomt, men midt under denne strid bortrevs han af døden.

Wikners hele filosofi er båret af en religiøs interesse; gennem en række populære afhandlinger har han søgt at klarlægge sin stilling til kristendommen. Hans standpunkt kan nærmest karakteriseres som teistisk; men, som han lagde stor vægt på den menneskelige personlighed, opfatter han også Gud som personlig i analogi med mennesket. Medens hans tidligere filosofi helt var klædt i den Boströmske filosofis abstrakte spekulationer, søgte han i 1880'erne ud over disse, idet han indså, at Boströms tidløse idéverden var uholdbar. Klarest træder denne hans kritik af Boström frem i det posthume værk: ''Tidsexistensens apologi'' (1888); han står her som repræsentant for en mere realistisk retning inden for den svenske filosofi, selv om hans uddannelse og hele hans standpunkt forhindrede ham i klart at hævde den empiriske filosofis principper mod den Boströmske efterromantik. Hans største betydning lå i den rent personlige indflydelse, han udøvede på sine elever. Hans indsats kan også spores overalt i den svenske idealisme (Viktor Rydberg, Vitalis Norström) og kristendom (Nathan Söderblom), idet han i sig forener nationens anlæg for oversanselig stræben og alvorsfuld selvfordybelse. Hans mest læste skrifter er de personligt religiøse: ''Tankar och frågor inför menniskones son'', I (1872, 2. oplag 1888), ''Religiösa meditationer och föredrag'', I—III (1873—75), ''I mensklighetens livsfrågor'', I—II (1899). Wikners ''Samlade predikningar'' er udgivne af Oscar Quensel 1899; hans ''Vittra skrifter i urval'' af Karl Warburg (2. udgave 1920). Fra Wikipedia